Hvad kan man som ung og smuk, kurtisane i Paris’ sprudlende selskabsliv forvente, når man pludselig står ansigt til ansigt med den ægte kærlighed? Og er der overhovedet noget der hedder ægte kærlighed, når man er blandt de højest betalte af sin slags?
VIOLETTA er en fri kunstnerisk bearbejdning af en af operahistoriens mest populære værker, nemlig Giuseppe Verdis La traviata, som igen bygger på Alexandre Dumas’ (d.y.) berømte roman Kameliadamen. Med sit på en gang stærke og sarte væsen er Verdis Violetta en af komponistens mest elskede karakterer, og måske den, der i tidens løb har krævet flest tårer af sit publikum.
OPERAFORTÆLLINGEN er et gribende portræt af en ung kvinde fanget i en verden, der på overfladen synes glitrende og legende let, men som i virkeligheden er hård ubarmhjertig – en kvinde, der befinder sig i centrum af Paris’ fineste kredse, tilbedt og ombejlet, og alligevel på kanten af samfundet, alene med sine drømme og barnligt naive håb.

Rå realisme
Verdi var forud for sin tid, da han skrev sin La traviata. Ligesom Dumas’ roman foregår i forfatterens samtid, forestillede Verdi sig nemlig at operaens skulle spilles i samtidige kostumer, men i Venedig i 1853 var publikum slet ikke klar til denne form for realisme, og Verdi, der ellers var vant til at få sin vilje, måtte til sin ærgrelse acceptere, at handlingen blev henlagt til begyndelsen af det syttende århundrede.
Hvor besynderligt det end kan lyde for os i dag, blev premieren i 1853 en fiasko – nok mere på grund af sangernes manglende formåen, end på grund af de historiske kostumer. Det var i hvert fald stadig 1600-tals i kostumer, da den med stor succes blev opført nøjagtig fjorten måneder senere på et andet teater i Venedig, med andre sangere – men sikkert for det samme publikum.
Først i slutningen af 1800-tallet blev operaen opført i kostumer fra den periode, Verdi havde foreskrevet – som nu ikke længere var samtidige.
Information
VIOLETTA fortælles live med musik fra Verdis La traviata og de originale illustrationer projekteret op som baggrund.
Fortæller: Søren Schelling
Illustrator: Anne Marie Johansen
Musik: Giuseppe Verdi
Idé og produktion: Søren Schelling
Varighed: ca. 65 minutter (fortælles uden pause).
Hent printklar info om VIOLETTA (pdf)
Se mere om de praktiske forhold vedrørende afviklingen af operafortællingerne.
Bogudgave
Operafortællingerne findes også i smukke, indbundne bogversioner med Anne Marie Johansens illustrationer. Desuden som illustrerede e-bøger og som lydbøger, indlæst af forfatteren.
Bog: Violetta

Et gribende portræt af den unge, smukke kurtisane Violetta – en kvinde, der befinder sig i centrum af Paris’ fineste kredse, tilbedt og ombejlet, og alligevel på kanten af samfundet, alene med sine drømme og barnligt naive håb. Læs mere …
Se også
| Udgivelser | Performance | Koncertforedrag |