Min pakkeliste: En bunke CD’er, en stak DVD’er og et vildt bundt notater, der er blevet til gennem mange års passioneret arbejde med opera.
Din pakkeliste: Appetit på fordybelse og mod til overblik. Lyst til at møde geniale komponister, vidunderlige værker, sangere, digtere, skelsættende epoker i den europæiske historie og de helt store følelser.
Så er vi klar til Den Store Operarejse.
400 år med musik og teater
Den 11. marts slår Folkeuniversitetet i Aalborg dørene op for den første af seks aftner, hvor vi sammen skal på rejse gennem tiden, gennem Europa og gennem 400 års operahistorie.
Vi følger sporet og oplever lyden af de forskellige perioder, fra operaens fødsel i Italien i begyndelsen af 1600-tallet, op gennem barokken til de store italienske operakomponister, der dominere operahusene i dag. Sporet svinger gennem Frankrig, hvor selveste Solkongen medvirkede på operascenen, og hvor grand opera ikke kunne blive stort nok. Og gennem Tyskland som måske mere end noget andet land har haft betydning for operaens udvikling, også i moderlandet Italien.
Det er overblikket og sammenhængene, der er i centrum, men der bliver også tid til at dvæle. Ved de store værker, ved komponisterne og deres historier, og frem for alt ved musikken i form af talrige eksempler undervejs, der gør operaens historie konkret.
Opera er gribende historier fortalt i musik, det er intimitet, perfektion, stemmekontrol, klangidealer og frasering, det er rå power, når en operasanger står på scenen og synger hen over et orkester på henved hundrede musikere uden kunstig forstærkning, og der er virkelig noget på spil når tusind mennesker eller flere kigger på fra salen. Det er begejstring og buh-råb. Det er tårer og latter. Liv og død.
Skal du med på rejsen?
Kursusprogram
11. marts, kl. 17.00 Operaens barndom og ungdom
Tag med til Norditalien omkring år 1600, hvor operaen bliver opfundet, og hurtigt bliver det ultimative statussymbol for de rige og magtfulde. Den tidlige opera er også historien om et af verdenshistoriens mærkeligste modefænomener – syngende kastrerede mænd, inden operaen finder sin form som egentlig musikteater mod slutningen af 1700-tallet.
18. marts, kl. 17.00 Tysk opera i 1800-tallet
I begyndelsen er det den italienske opera, der hersker, men Tyskland (og Østrig), men med den tyske romantik og ikke mindst Richard Wagners monumentale operaer, som brød med alle traditioner og tilsigtede en ligestilling mellem ord og musik, skete der for alvor noget, der fik indflydelse på operaerne over alt i Europa, inkl. operaens moderland, Italien.
25. marts, kl. 17.00 Italiensk opera i 1800-tallet
1800-tallet er italiensk operas gyldne århundrede. Udover at være ekstremt populær, undergår operaen også en kolossal udvikling. Det er her vi har Rossini, Donizettis og Bellinis med deres sans for melodi og stil, Verdi med sin sans for det sceniske drama og mod slutningen af århundredet Puccini med den helt store følelsespalet.
8. april, kl. 17.00 Fransk opera i 1800-tallet
Komponister fra både Italien og Tyskland var draget af den store opera i Paris og af den genre der var yderst populær i 1800-tallet, Grand opèra. som kun kunne spilles her, fordi operahuset rådede over de mest avancerede tekniske faciliteter. Paris kunne også byde på de lettere Opéra-comique, og mere følsomme værker af fx Massenet og Gounod. Og så var der Carmen, som var noget helt for sig selv.
15. april, kl. 17.00 En smuttur til Rusland
En særstatus i operahistorien indtager de russiske operaer. Også her begyndte det med at man spillede italiensk opera, men snart tog russiske kræfter over – Glinka, Musorgskij, Rimsky-Korsakov og ikke mindst Tjajkovskij – og skabte en national stil, som bl.a. trak på den russiske folkesangtradition.
22. april, kl. 17.00 Opera i det tyvende århundrede – og i dag
Her vil vi se nærmere på nogle af de komponister og værker og ikke mindst de idéer, der tegner den første del af 1900-tallet og videre frem til i dag. En tid, der byder på eksperimenter og markante brud, men også en tid der er fundamentalt anderledes og skaber nye vilkår for operaen som kunstform.
0 Kommentarer