“Fuglefængeren” – en operafortælling

Forleden dag dumpende en mail ind i min indbakke. En lille hilsen fra et atelier nær Danmarks nordspids – ”Noget i denne her retning?” – og et par skitser vedhæftet. Den ene viste et mørkt eventyrlandskab ved fuldmåne og den anden en charmerende lille fuglefængerfyr med fjer og fløjte.

Afsenderen var Anne Marie Johansen, billedkunstner, illustrator, som til dagligt bor og arbejder i Frederikshavn, og som udstiller sine legende, fantasirige billeder over hele landet (se Anne Maries hjemmeside http://annemariejohansen.dk/)

Og jeg kan da godt afsløre med det samme, at jeg var begejstret. Skitserne var nemlig første bud på en serie billeder, som jeg har været så heldig at få Anne Marie til at lave som illustration til min operafortælling Fuglefængeren, en operafortælling frit efter Mozarts Tryllefløjten.

PLAKAT: Operafortælling (Fuglefængeren)

Hvad er en operafortælling?

Måske er du ikke stødt på begrebet ”operafortælling” før. Det er nu ikke et ord jeg alene har opfundet, men det bruges så vidt jeg kan se, med lidt forskellige betydninger. Det jeg forstår ved en operafortælling, er en opera, hvor sangerne, orkesteret og scenografien er erstattet med en mundtlig fortæller, suppleret med et lyd-mix fra en god indspilning.

Tanken er at kombinere kvaliteterne fra den mundtlige fortælling med det bevægende fra musikken til at frembringe et selvstændigt kunstnerisk udtryk.

En operafortælling er altså ikke en genfortælling. Det er helt legalt at bytte rundt på eller udelade begivenheder eller endda tilføje nye. Operaen skal ses som en form for ramme, der leverer et musikalsk materiale, og inden for hvilken fortællingen kan folde sig ud på fortællingens egne præmisser.

Forstudier

Ideen til at lege med operafortællinger opstod mere eller mindre tilfældigt den sommer, jeg var nyansat på Løgumkloster Refugium. Jeg var blevet bedt om at fortælle lidt om Tryllefløjten for en gruppe gæster, men jeg havde lyst til at gribe det lidt anderledes an end et traditionelt foredrag. Så jeg klippede et lydspor, som jeg afspillede, mens jeg fortalte operaens handling. Jeg fandt også nogle tegninger på nettet, så der var lidt til øjet.

Efterfølgende fik jeg lejlighed til at arbejde videre med fortællingen og prøvede også med et par andre operaer, og tilhørerne var begejstrede.

PLAKAT: La bohème

Unikke illustrationer

Jeg har længe ønsket mig nogle illustrationer, lavet specielt til min fortælling. Illustrationer der underbygger det eventyrlige, det eksotiske, det legende, men også de alvorlige elementer, prøvelserne, visdommen og selvfølgelig kærligheden. Anne Marie Johansens billedunivers passer perfekt til dette, og hun var heldigvis straks begejstret, da jeg præsenterede hende for ideen

Fuglefængeren har “premiere” til foråret. Mens du venter, kan du se et lille udpluk af Anne Marie Johansens illustrationer her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *