Foredragsholder

Da Grundtvig formulerede sine oplysningstanker for snart 200 år siden og grundlagde højskolebevægelsen i Danmark, var det fordi mennesker havde brug for en mere nuanceret viden for at kunne begå sig i en verden i hastig forandring. Det behov er ikke blevet mindre i dag, og traditionen trives heldigvis godt rundt omkring i landet, bl.a. på højskoler, i sognegårde og på biblioteker.

Jeg sætter en ære i at bidrage til “livets skole”. Mine foredrag tager dels udgangspunkt i opera og i mit virke som sanger og musiker, men jeg trækker også på min uddannelse inden for litteratur og sprog og mit arbejde som forfatter og formidler.

Mine aktiviteter henvender sig som udgangspunkt til en bred målgruppe, og jeg lægger vægt på en levende, underholdende og forudsætningsløs oplevelse. Se et printvenligt katalog over mine foredrag, koncertforedrag m.m., eller gå på opdagelse nedenfor.

Koncert- og musikforedrag

Koncertforedrag: En tur i operaen
En rundtur i operaens verden med fascinerende fortælling og en buket af berømte operaarier fremført live. Her kan alle være med, også når publikum inviteres til at smøre stemmebåndene og selv give den som operasangere.

Koncertforedrag: Sangen har vinger – men kan de bære?
Man bliver glad af at synge – men er det altid sådan? Oplev en personlig og gribende beretning om at forfølge sangerdrømmen, og om at have sit instrument med sig i al slags vejr – både bogstaveligt og billedlig talt.

Koncertforedrag: Med tvillingerne i operaen
Et muntert og rørende dobbeltforedrag med tvillingebrødrene Simon og Søren Schelling. Blandt meget andet fortæller de om deres fælles barndomsmøde med operaens, et møde, der ændrede selve betingelserne for resten af deres liv. Beretningen krydres med med rigelig live operamusik fra de to sangerbrødre.

Foredrag: Mozart og da Ponte – et skælsættende samarbejde
Lorenzo da Ponte var ikke bare præst og digter, han var også oplysningsmand og libertiner og levede et udsvævende dobbeltliv liv, for hvilket han blev forvist fra 1700-tallets pulserende Venedig. Heldigvis! For det bragte ham bl.a. til Wien, hvor han mødte Mozart og forsynede ham med tekster til tre af komponistens største operamesterværker.

Foredrag: Händel og Messias
Få en indføring i komponisten Georg Friedrich Händel og i hans udødelige oratirium Messias, et værk der af mange er synonymt med julemusik, og som blandt meget andet godt indeholder det berømte ”Halleluja”-kor.


Fællessang

Fællessang fra højskolesangbogen
En buket af fællessange fra Højskolesangbogen, krydret med små fortællinger indimellem og en enkelt solosang eller to. Fællessangen akkompagneres af klaver og/eller guitar og kan have et overordnet tema, der fx knytter an til årstiden.


Litteratur og sprog

Foredrag: Et dyrebart liv – om Jørgen-Frantz Jacobsen og Barbara
Et livsbekræftende foredrag om den dansk-færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen og hans vidunderlige roman, Barbara

Foredrag: Jeg læser, altså er jeg
Dette foredrag handler om læsning og glæden ved at læse – for findes der egentlig noget bedre, end at tilbringe en hel dag i læsestolen og fortabe sig i en god historie? Masser af litteratureksempler undervejs og inspiration til videre læsning.

Foredrag: Jeg skriver, altså er jeg
At skrive handler om meget andet end at udgive bøger og komme på bestsellerlisterne. Dette foredrag handler om at skrive, hvad enten det så er fiktion, livsfortællinger eller noget helt tredje. Skrivningen kan nemlig også være en hjælp til at forstå sig selv og verden.

Foredrag: Kan du nå saltet? – et foredrag om sprog
Har du nogensinde tænkt over, hvor svimlende fascinerende et fænomen, vi egentlig har at gøre med, når vi taler om sprog, og over hvor uendelig meget, vi mennesker kan udrette ved hjælp af bestemte lyde og rækkefølgen af dem? Og hvorfor er det som regel uhøfligt bare at svare “ja”, når nogen spørger, om du kan nå saltet?

Foredrag: Fra kladdepapir til bogudgivelse
Aldrig har det været så nemt og så billigt at udgive bøger, som det er i dag, og flere og flere håbefulde forfattere vælger at gå udenom de etablerede forlag og blive selvudgivere. Hør om hele processen fra kladdepapir til bogudgivelse, om de mange tanker og overvejelser, der ligger bag.


Se også:

Operafortælling | Mundtlig fortælling