Eventyret om Kuhlaus Lulu

Det Kongelige Teater har været i kældrene og gravet Friedrich Kuhlaus (1886-1832) ikke særligt kendte opera Lulu frem. Når den har premiere på søndag, den 14 januar 2018, er det 180 år siden, den sidst har været sat op på teatret. Kuhlau er ellers nok mest kendt for musikken til Elverhøj og desuden sine klaver-sonatiner (som vi er mange, der har lagt arm med i årenes løb), men den tysk-danske komponist var også meget optaget af opera-genren, selvom hans bidrag til den i det store perspektiv er til at overse.

Operasucces (på trods af Oehlenschläger)

Daniel Friedrich Rudolph Kuhlau (1786-1832)

Hans første opera (eller syngespil, som de alle rettelig er, fordi musiknumrene kædes sammen af talt dialog), Røverborgen (1814), var musikalsk inspireret af Mozart og den italienskfødte Luigi Cherubini, som Kuhlau (og flere andre på den tid) beundrede. For et dansk musikøre var operaen ganske banebrydende, og den ”moderne” lyd blev da også kraftigt kritiseret af den mere konservative musikelite. Også librettoen, der var begået af selveste Adam Oehlenschläger, men desværre ikke hører til digterens mest beåndede arbejder, blev stærkt kritiseret.

Hos publikum var Røverborgen imidlertid en stor succes, og operaen endte med at blive Kuhlaus mest spillede. Faktisk holdt den sig på repertoiret indtil mange år efter Kuhlaus død – sidste opførelse (nr. 91) var i 1879.

Skandale og militær indgriben

Havde Kuhlau haft succes med sin første opera, gik det til gengæld rent galt med hans næste, Trylleharpen (1817). Det skyldtes dog ikke Kuhlaus musik, men nogle omstændigheder omkring operaens libretto, der var forfattet af digteren Jens Baggesen (som i øvrigt var en af de største kritikere af Oehlenschlägers libretto til Kuhlaus første opera).

Få dage før premieren blev Baggesen af en vaks stud.teol., Peder Hjort, offentligt hængt ud for at have tyvstjålet teksten til Trylleharpen fra komponisten Friedrich Kunzens opera Ossians Harfe, der havde haft premiere i Tyskland (på tysk) nogle år tidligere.

Det var sådan set heller ikke helt forkert. Sagen var bare den, at Kunzens opera var en tysk oversættelse af et dansk libretto-oplæg (Arions Lyre), som Jens Baggesen havde skrevet til Kunzen flere år tidligere. Af forskellige årsager blev samarbejdet mellem Baggesen og Kunzen dengang afbrudt, men Kunzen rejste til Tyskland og fuldførte operaen med hjælp fra en tysk samarbejdspartner, uden at Baggesen vidste noget om det. Virakken omkring anklagen, som Kunzen naturligvis også blev inddraget i, førte faktisk så vidt, at Kunzen efter et skænderi med Baggesen fik at slagtilfælde og døde bare to dage før premieren på Trylleharpen.

Jens Baggesen (1764-1826)

Skandalen hang i luften, og det var udelukkende på grund af kongens tilstedeværelse, at premieren forløb i nogenlunde ro og orden. Ved den næste forestilling brød helvede imidlertid løs, og selvom operaen kun havde spillet 2 aftner, valgte teatret at tage den af plakaten.

To år senere prøvede man dog igen. Baggesen havde vundet sagsanlægget og var (juridisk set) renset for beskyldningerne om plagiat. Men igen kom det til tumultagtige scener i teatersalen, der eskalerede i en sådan grad, at man måtte sætte militæret ind får at få standset løjerne.

Store forventninger

Efter skandalen omkring Trylleharpen, og efter endnu en fiasko med operaen Elisa (1820), der ganske vidst indeholdt glimrende musik, og hvis ouverture anses for at være en af komponistens bedste, men som led under en kedelig handling og en mildest talt ringe libretto af C. J. Boye, havde Kuhlau store forventninger til sin næste opera, Lulu. Den havde premiere 29. oktober 1824, og også publikums forventninger var skruet godt i vejret. Man havde nemlig valgt at publicere librettoen et helt år forud for premieren.

Librettoen er skrevet af C. C. F. Güntelberg og bygger på noget af det samme kildemateriale, som Mozart og Schikaneders berømte Tryllefløjten fra 1791, nemlig A. J. Liebeskinds fortælling Lulu oder die Zauberflöte.

Fantasy-univers

Ligesom Mozarts opera foregår Lulu i et orientalsk eventyrlandskab. Prinsen (Lulu) skal befri den unge Sidi, datter af feen Periferihmes, fra en ond troldmand, Dilfeng, der vil giftes med hende. Troldmanden holder hende fanget i en underjordisk hule, der bevogtes af hans søn, dværgen Barca. Men heldigvis for historien og for prins Lulu, der selv forelsker sig i Sidi, er prinsen udstyret med en magisk fløjte og andre nyttige redskaber, som man kan få brug for i sådan et eventyr.

Det var ellers lige ved at gå galt igen ved premieren. Stykket fordrede et scenemaskineri, der ikke helt var til rådighed på datidens Kongelige Teater, og sammen med en mindre heldig instruktion vakte det latter hos publikum. Så meget at ”gongonen” måtte tages i brug (efter tumultscenerne i forbindelse med Trylleharpen havde man indført en 10 minutters-regel: Publikum måtte give sin mening til kende i 10 minutter, herefter meddelte et slag på gongonen, at nu skulle roen genoprettes og forestillingen have lov at fortsætte).

Det var da også kun begyndervanskeligheder. Publikum tog eventyret og Kuhlaus sprudlende, veloplagte musik til sig. Sangerne høstede stor ros, og særligt indtryk gjorde dværgen Barca, der kørte rundt på en dræsine (som han selv havde konstrueret til lejligheden!).

Trods jublen var der dog udbredt enighed om at operaen var for lang – onde tunger kaldte den en ”Rossinade” med henvisning til den italienske komponist Rossini og hans (og andres) hang til at trække tingene i langdrag – og også teksten fik hug i den forbindelse. En af tidens andre store komponister, C. E. F. Weyse (1774-1842), udtalte sig rosende om kollegaens værk, men påpegede også, at den ville vinde betydeligt ved afkortning.

Operaen i København

Operaen i København

Ingen extended edition i 2018

Den opfordring har eftertiden lyttet til. Derfor har man også haft Lulu i arbejdsværelset forud for Det Kongelige Teaters genopsætning af operaen. Den talte dialog er barberet ned fra en time til ca. 10 minutter, arier er fjernet, lange gentagelser er udeladt og 3 akter er blevet reduceret til 2.

Nogle vil uden tvivl se misbilligende til, at man sådan gør sig til herre over Kuhlaus værk og ikke præsenterer det, sådan som komponisten har tænkt det. Og selvom det bestemt ikke er usædvanligt at barbere lidt her og der, når man sætter en forestilling op, så er der tilsyneladende tale om ret indgribende ændringer her.

På den anden side; når man lytter til kritikken fra Kuhlaus egen tid og samtidig tager i betragtning, at operaen ikke har været sat op siden 1838 (bortset fra et par koncertopførelser i 80’erne, hvor det jo er musikken og ikke det sceniske, der er i fokus, samt en nyere scenisk opsætning i Tokyo(!)), så tror jeg egentlig ikke, at en hvis redigering er så tosset endda. Hvis det lykkes godt, kan vi jo glæde os over, at der givetvis ligger flere operaer dernede i kældrene, der heller ikke fungerer så godt i dag, men som, hvis de blev gravet frem, kunne få nyt liv til glæde for et publikum, der trods alt er blevet knap 200 år yngre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *