En ”need to know”, hvis du holder af opera

I forlængelse af mit sidste blogindlæg om opera-weekend i Løgumkloster, som jo indbefatter en operatur til Hamborg, synes jeg det må være på sin plads med et indlæg, der handler om den opera, der er på programmet, nemlig Verdis Otello. I mine øjne er det en af de mest helstøbte operaer, der overhovedet er skrevet, så selvom du ikke har planer om at se forestillingen i Hamborg, så læs med her – Otello er en ”need to know”, hvis du holder af opera.

William ShakespeareOthello (ja, skuespillet staves med ’h’) er som bekendt en tragedie af William Shakespeare. Og Verdi var stor beundrer af Shakespeare. Han skrev i alt tre Shakespeare-operaer: Macbeth i 1847, Otello i 1887, og i 1893, som næsten 80-årig, Falstaff, over skuespillet De lystige koner i Windsor – i øvrigt den eneste komiske opera Verdi skrev, efter at han tilbage i 1840 uden spor af held (men til gengæld tynget i knæ af personlige tragedier) havde forsøgt sig i den komiske genre. I flere årtier havde Verdi desuden Antonio Sommas libretto til en opera over King Lear liggende fiks og færdig. Desværre blev den aldrig realiseret.

Lige en advarsel inden du læser videre: Otello er virkelig stærke sager. Den handler om jalousi, forsmåede følelser og hævn, men også om magt – fysisk versus verbal magt.

Otello er en succesrig feltherrer, gift med den rene og smukke Desdemona. Hans løjtnant og fortrolige, Jago, føler sig imidlertid forbigået, da Otello har forfremmet den unge Cassio i stedet for ham, og det tænder hadet og beslutningen om hævn – og lad mig bare røbe: hævnen lykkes til fulde.

FOREDRAG: VERDI OG SHAKESPEARE

Det interessante ved historien er dels at følge, hvordan Jago bruger jalousien som våben – hvordan han til at begynde med uskyldigt antyder, siden sandsynliggør og til sidst ”beviser” Desdemonas utroskab – og dels at se hvordan den mægtige kriger, Otello, bliver mindre og mindre mægtig, mere og mere desperat, efterhånden som tilliden til hans hustru erstattes af tvivl – hvordan hans sind bliver fyldt af Jagos gift, så der til sidst kun er én udvej; at slå Desdemona ihjel.

Det er selvfølgelig hjerteskærende at se hvordan en smuk, ren kærlighed bliver ødelagt, men det virkelig skræmmende, er måden, hvorpå Jago, stille og roligt, køligt og beregnende, spinder Otello ind i Jalousiens net, imens han foregiver at være hans ven. På den måde er Jago en af de farligste politiske skikkelser overhovedet, en af dem der styres af helt andre motiver, end de giver udtryk for. Og så er han dygtig til det.

FOREDRAG: VERDI – MANDEN OG MUSIKKEN

Da Otello havde premiere i 1887 på La Scala, det berømte operahus i Milano, hvor Verdi i sine unge år havde fejret store triumfer, var der gået over 15 år, siden han sidst havde haft en operapremiere. Når man tænker på, at der sjældent gik mere end et par år imellem Verdis operaer – i begyndelsen endda væsentligt kortere tid – er der ikke noget at sige til, at denne premiere var ventet med særlig stor spænding.

Teatro alla Scala di Milano

Ganske vidst havde milaneserne ikke helt måttet undvære deres yndlingskomponist i de 15 år. I 1881 kunne de opleve en omarbejdelse af Simon Boccanegra (oprindelig fra 1857) og i 1884 en ny 4 akts-version af Don Carlo (oprindelig en 5-akter fra 1867) – og lad os da bare nævne Requiem-messen fra 1874 også (som nogen kalder Verdis bedste opera).

Selvom Verdi efter premieren på Aida, juleaften 1871 i Cairo, havde sagt at han ikke agtede at skrive flere operaer, var der imidlertid mange, der gerne så flere operaer fra Verdis hånd. Ikke mindst hans forlægger, Giulio Riccordi, som i 1879 overtalte ham til at mødes med digteren og komponisten (og Verdi-beundreren) Arrigo Boito (1842-1918). Boito var en anerkendt librettist og havde få år forinden haft succes med sin opera Mefistofele. Tre dage senere kom Boito med et udkast til en Othello, og Verdi opfordrede ham til at skrive en fuld libretto – uden dog i første omgang at forpligtige på at sætte den i musik.

Verdi havde ry for at stille store krav til sine librettister, og han gik ikke af vejen for at lave om eller føje til – heller ikke i dette tilfælde. Men Boito viste sig at være en god samarbejdspartner, og resultatet blev så vellykket, at Verdi efterhånden indlod sig på at skrive operaen.

Det var ellers lige ved at gå galt, da en avis citerede librettisten for at sige, at han var ked af, at han ikke selv skulle skrive musikken – en udtalelse, der fik den sensitive Verdi helt op i det røde felt, og som nær havde kostet fremtiden dette mesterværk. Så galt gik det heldigvis ikke.

Giuseppe VerdiVerdi begyndte at komponere musikken i 1884, og det blev en kæmpe opgave for den nu 70-årige komponist. Stoffet stillede store krav til hans formåen, og hans egen musikalske udvikling var gået i retningen af en mere sammenhængende musik, der i mindre grad end tidligere var inddelt i arier, duetter, ensembler etc., og hvor orkesterakkompagnementet spillede en meget større rolle. Hertil kom, at han knap havde rørt et stykke nodepapir i flere år. Kompositionsfasen blev derfor en vekslen mellem små udbrud af stor kreativitet og opslidende perioder med blokeringer.

Den endelige orkestrering af sine operaer foretog Verdi altid som det sidste, ofte i løbet af få uger. Men med Otello arbejdede han på orkestreringen i over et år, før han omsider var tilfreds med resultatet. Der er dog heller ingen tvivl om, at partituret indeholder en detaljerigdom, man ikke finder i nogen af hans tidligere operaer.

På trods af de høje forventninger til denne nye Verdi-efternøler, blev premieren en stor succes. Tenoren Francesco Tamagno sang hovedpartiet, som på grund af dets omfang og højspændte dramatik siden er blevet et af de mest frygtede, og som mangen tenor i tidens løb har knækket halsen på (Pavarotti havde i lang tid forsvoret at synge partiet, men endte med under stor mediebevågenhed at synge det ved to koncertopførelser i hhv. Chicago og New York – heldigvis var pladeselskabet Decca på pletten og lavede en fremragende optagelse). Interesserede kan høre Tamagnos noget senere (nogenlunde skrat-fri) optagelser af et par af højdepunkterne på YouTube.

Den franske baryton Victor Maurel sang Jago, og Franco Faccio dirigerede Scala-operaens orkester. Blandt cellisterne i orkesteret sad i øvrigt den unge Arturo Toscanini, som siden skulle blive en af sin tids førende dirigenter med bl.a. uropførelserne af Puccinis La bohème og Turandot på CV’et.

Hvis du ikke allerede kender Otello ud og ind, er der rig mulighed for at lære den at kende. Der findes en stribe gode CD’er og DVD’er (det vil kræve et særskilt blogindlæg at kommentere dem – så ingen nævnt, ingen glemt).

Mere optimalt er det naturligvis at opleve den live (det gælder selvfølgelig også, hvis du allerede kender den), fx ved at tage med til opera-weekend på Løgumkloster Refugium til januar, hvor vi jo skal opleve den Staatsoper Hamburg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *