Derfor er opera ikke (kun) en latterlig og ufrivillig komisk kunstform!

Lad os se det i øjnene: Opera er en underlig kunstform. Det er voksne mennesker, der klæder sig ud som grever og grevinder, digtere eller divaer. Det er kvinder der spiller mænd, der klæder sig ud som kvinder, og det er mænd, der spiller mænd, men lyder som kvinder. Det er voksne mennesker, som synger på en sjov måde og med hiv og sving når næsten helt op på den høje tone (og holder den lidt for længe) og i øvrigt bruger et kvarters tid eller mere på at dø!

Alligevel er vi mange, der nærer en dyb kærlighed til denne underlige kunstform. Ja vi kan faktisk ikke undvære den, og er parate til at give vores højre arm for at den skal bestå.

Hvorfor? Det giver jeg 5 bud på her, og du er meget velkommen til at supplere.

Lad os starte med de mere indlysende: Opera er

teater,

og teater er historier, og historier kan alle lide at få fortalt. Mennesket har fortalt historier, lige så længe som det har haft sprog. Og når mennesker har dyrket fortællingerne helt fra de tidligste tider og stadig gør det i usvækket grad, så er en af grundene i hvert fald, at historierne hjælper os med at undersøge kroge af tilværelsen, som vi ellers ikke har mulighed for.

De bedste af historierne rummer så meget stof, at de kan blive ved med at arbejde i vores bevidsthed i lang tid. Tag for eksempel Verdis Rigoletto om den pukkelryggede hofnar, der bliver offer for en forbandelse, og får sin egen datter dræbt i stedet for sin fjende, eller den stærke kærlighedshistorie mellem digteren Rodolfo og syersken Mimì i Puccinis La bohème. Kæmpeværket Nibelungens Ring af Richard Wagner om begæret efter magt og følgevirkningerne af det. eller hvad med Mozarts Così fan tutte om det evigt problematiske forhold mellem rationalitet og menneskets ikke altid helt så rationelle natur, hvor to venner forsøger at bevise deres kæresters troskab ved at forsøge at forføre hinandens.

I opera er replikkerne imidlertid ikke de eneste formere af fortællingen. Mindst lige så vigtig er selvfølgelig

musikken.

Musikken er nemlig ikke bare en lydkulisse (et soundtrack) til teaterstykket. Nej, det er først og fremmest den, der skaber de stemninger, de følelser, som vi – publikum – gribes af, når vi oplever en opera.

Musikken tillader os at dvæle ved situationer, som kunne være overstået i en fart, tale hvor ordene ikke slår til. Den kan kommentere handlingen og sige replikkerne imod, så der opstår nogle interessante modsætninger, som vi så kan tænke videre over (eller lade være).

Uden musikken, havde der jo heller ikke været sangere, ”kun” skuespillere. Her har vi dog, som nævnt i begyndelsen af indlægget, et af de elementer, der netop også kan få operaen til at fremstå utroværdig og pudsig, altså at personerne synger til hinanden (og sig selv!) frem for at tale – men opera har heldigvis aldrig rigtig foregivet, at være realistisk, på samme måde som fx teater eller film.

I øvrigt serverer pudsigheden os noget andet på et sølvfad, som man ikke i samme grad får, i skuespillet, nemlig

muligheden for at blive vildt imponeret,

både over en smuk klang og en fuldendt frasering, men også over den råstyrke, der ligger i operasangernes præstationer.

En sanger skal ikke bare nå ud over scenekanten og ud til bagerste publikumsrække, han eller hun skal også trænge igennem et orkester på 50 til 100 musikere. Og det kræver kræfter! Mange kræfter, hvis man også skal kunne synge i morgen (og dagen efter …)

Jeg har hørt, at en operasanger bruger lige så mange kræfter i løbet af en forestilling, som en løber bruger på en maraton. Om det er rigtigt, ved jeg ikke, og det kommer selvfølgelig også an på, om man synger Silvio i Bajadser eller Siegfried (ikke at forklejne Silvios lange, krævende duet – men alligevel…).

Og nu vi er ved sportssammenligningerne: Hvor fodboldverdenen kårer enten Messi eller Ronaldo som årets nummer ét, således kappes også operapublikummet om at kåre deres favoritter – Pavarotti eller Domingo, Gheorghiu eller Netrebko, Callas eller Tebaldi – What’s the difference?

Når der er mulighed for at blive vildt imponeret, er det modsatte selvfølgelig også muligt. Derfor skal man heller ikke kimse af

spændingsmomentet

– opera er jo live-teater, og der er meget, der skal gå op i en højere enhed, både på scenen og bagved:

Lyset skal tone op og ned på de rigtige tidspunkter, sceneskiftene skal klappe, rekvisitter skal være klar, de medvirkende skal være klar(!) og tusinde andre backstage-detaljer.

Inde på scenen synger sangerne live, og ofte skal et halvt hundrede mennesker – solister og kor – følge hinanden, mens de er placeret forskellige steder på scenen. Endnu flere mennesker i orkestret skal følges ad (og i øvrigt spille de rigtige noder). Enhver, der har prøvet at spille musik med andre, ved, at dette ikke er noget, der kommer af sig selv. Og i operaens verden sker det, uden pre-indspillede back tracks, og altså igen: uden mikrofoner!

Levende mennesker har gode og mindre gode dage, og det øger selvsagt spændingen drastisk – Rammer sangeren det høje C?, knækker tenoren? er der luft til hele frasen? etc. … Alt kan ikke lykkes hver aften, men når det lykkes, er der næppe noget sus, der kan måle sig med det.

Og nu vi er ved suset, så lad mig da også nævne

vingesuset

fra de 400 år operaen har eksisteret.

Operaen opstod i 1600-tallets Italien, og blev hurtigt et modefænomen ved fyrstehofferne. Det kunne ikke blive stort nok, og imponerende nok. Og sangerne – især kastraterne (altså mænd, hvis stemmer pga. af et simpelt, men afgørende indgreb ikke gik i overgang) – havde virkelig stjernestatus.

Senere blev opera folkets foretrukne adspredelsesform. Og hver sæson skulle operahusene præsentere nyt, helst af tidens mest populære komponister.

I dag er billedet lidt et andet. Der opføres stadig nyskrevne operaer – og heldigvis for det! – men langt hovedparten af de operaer, der opføres, har for længst holdt både 100 og 200 års fødselsdag. Blandt de 10 hyppigst opførte er den yngste nok Puccinis Madama Butterfly, som havde premiere i 1904, altså for 112 år siden.

De 10 hyppigst opførte operaer

Det betyder ikke at det at gå i operaen, er det samme som at gå på museum. For der findes heldigvis en masse kreative instruktører, der kan præsentere nye fortolkninger, hvor nutid og datid mødes på forunderlig vis. Og, som jeg skrev i begyndelsen: de rigtig gode historier (og den rigtig gode musik) bliver ved at arbejde i vores bevidsthed. Det er jo også derfor, Mozarts 230 år gamle travere stadig kan sige os noget i 2016.

Der er selvfølgelig meget mere at sige, og man kan gå mere i dybden med vingesuset, musikken, de imponerende præstationer etc., så glæd dig til de kommende blogindlæg.

Se også mit koncertforedrag “Forførere og fuglefænger – Opera sunget og fortalt”.

Indtil da er du meget velkommen til at supplere nedenfor med dine egne synspunkter og gode grunde til, at opera ikke (kun) er en latterlig og ufrivillig komisk kunstform.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *